Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Standardforbehold

Anmeldt til Konkurrencestyrelsen den 24. februar 2004
Dette standardforbehold afløser FSO´s standardforbehold af 1. juli 1993


Aftalegrundlaget
1. For tilbudet gælder ”Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed” af 10. december 1992 (AB 92). Eventuelle fravigelser til AB 92, gælder kun, såfremt fravigelsen klart angiver, hvilken bestemmelse i AB 92 fravigelsen vedrører, og kun i det omfang fravigelsen er i overensstemmelse med § 6 i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid. (AB 92, § 1 stk. 1 og 3).

Vinterforanstaltninger
2. Udgifter i forbindelse med gennemførelse af overenskomstmæssige vinterforanstaltninger, bortset fra snerydning, er indeholdt i tilbudet. Alle merudgifter til arbejdets gennemførelse i vinterperioden herudover betales som ekstraarbejder. (AB 92 § 3 stk. 4) 

Såfremt vinterforanstaltninger er beskrevet i en vintertilbudsliste med enhedspriser og skønsmæssigt fastsatte mængder, afregnes vinterforanstaltninger efter tilbudslistens enhedspriser og de forbrugte mængder og ellers som regningsarbejde.”

Sikkerhedsstillelse
3. Sikkerhedsstillelsen over for tilbudsgiver skal stilles senest 8 arbejdsdage efter entrepriseaftalens indgåelse. (AB 92 § 7 stk. 1).

Forsikring
4. Det forudsættes, at tilbudsgiver og dennes eventuelle underentreprenører medtages som sikrede på den af bygherren tegnede brand- og stormskadeforsikring. Tilbudsgiver forbeholder sig samme retsstilling ved offentlige bygherrers selvforsikring. (AB 92 § 8 stk. 1 og 2).

Udførelse
5. Stikledninger for afløb og el, gas, vand, varme mv. forudsættes ved byggearbejdet ført ind på byggepladsen i fornødent omfang, medmindre andet udtrykkeligt er angivet i udbudsmaterialet for den konkrete entreprise. (AB 92 § 10 stk. 2) 

5.a. Fuger under 6 mm. anses som en simpel forsegling og dækkes ikke af garantien.

6. Krav i udbudsmaterialet om garanti materialeegenskaber er kun gældende, i det omfang det er muligt for tilbudsgiver at levere de af bygherren angivne materialer med de krævede materialeegenskaber, og leverandøren stiller samme garant overfor tilbudsgiveren og kan opfylde sin forpligtigelse. 

7. Bygherren skal inden arbejdets påbegyndelse oplyse, om nogen er bemyndiget til at indgå supplerende aftaler om ændringer i arbejdets art og omfang, herunder ekstraarbejder, samt indholdet af en sådan bemyndigelse. Ændringer eller tilbagekald af bemyndigelsen under arbejdets udførelse skal meddeles tilbudsgiver. (AB 92 §14 stk. 1 og 2).

Betalingsregulering
8. Tilbudssummen indeksreguleres med tilbudsdagens indeks som begyndelsesindeks. Er intet indeks fastsat i udbudsmaterialet eller i tilbudet, anvendes det af Danmarks Statistik offentliggjorte indeks (eller del-/fagindeks), som i sin opbygning bedst mulig svarer til entreprisen.(AB 92 §22 stk. 6) 

9. Er der i udbudsmaterialet stillet krav om fast pris, reguleres prisen for den del af arbejdet, der udføres 12 måneder fra tilbudsdagen. Reguleringen beregnes ved såvel bygge- som anlægsarbejder i overensstemmelse med Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid, bilag 1. (AB 92 § 22 stk. 6) 

10. Udover den fastepris skal der ydes tilbudsgiver godtgørelse for merudgifter forårsaget af ekstraordinære prisstigninger eller pålæg fra staten, jf. Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære nr. 174 af 10. oktober 1991 om pris og tid §§ 8 og 9. (AB 92 § 22 stk. 6).

Tidsfristforlængelse og godtgørelse
11. Tilbudsgiver forbeholder sig ret til tidsfristforlængelse og godtgørelse for nødvendige stilstandsomkostninger, såfremt betaling af merudgifter til arbejdets gennemførelse i vinterperioden afvises, jf. standardforbeholdets punkt 2 (AB 92 § 24 stk. 1, jf. § 27 stk. 2).

Aflevering
12. Tilbudsgiver forbeholder sig etapevis aflevering, hvor arbejdet består af flere selvstændige byggeafsnit. (AB 92 § 28 stk. 4).

Supplerende forhold ved underentreprisetilbud
A. Hvis underentreprenøren i tilfælde af ansvarspådragende pålægges ansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler, skal hovedentreprenøren inden aftalens indgåelse oplyse, hvilken forsikringssanktion der er aftalt mellem hovedentreprenøren og bygherren. Er denne sanktion en dagbod, skal hovedentreprenøren tillige oplyse størrelsen af den aftalte dagbod. (AB 92 § 25 stk. 3)